Skrevet af Sofie Ahlgren, medlem af Forældrebestyrelsen og mor til Kalle i 2.b, – 28.10.15

Forleden havde jeg snakken igen. En veninde der gerne vil have sine børn på Kochs men føler, hun bør sende dem på den lokale folkeskole. Når jeg spørger ind, antyder svarene fra den skamfulde, potentielle privatskoleforælder, at det handler om at tage ansvar for fællesskabet.

Der kan selvfølgelig være mange gode grunde til at vælge en folkeskole til sine børn. Men bør man? Jeg tror det skyldbetyngede bør dækker over nogle myter, og jeg mener, de myter bør udfordres.

Danmarks Privatskoleforening har lavet en fin pjece om fordomme og fakta om privatskoler, som du kan hente her: Fordomme og fakta

Her på bloggen vil jeg se mere specifikt på virkeligheden på Kochs Skole kontra myterne.

Lad mig starte med myten om det sociale ansvar; ved at vælge en fri grundskole, fravælger man mangfoldighed og inklusion.

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at andelen af specialundervisningselever på de frie grundskoler er 5,5 gange så stor som i folkeskolen. På de frie skoler modtager 1,45 procent af elverne specialundervisning. Det samme gør 0,27 procent af eleverne i folkeskolens almindelige klasser. Det siger selvfølgelig noget, men inklusion handler om, at (næsten) alle skal kunne være i klassen med hver deres udfordringer, og derfor har vi kun tal på de børn, der kræver særlig meget støtte (minimum ni klokketimer om ugen). Så indsatsen betyder måske mere end tal. På Kochs Skole arbejder vi meget med inklusion. Det er fokuspunktet for efteruddannelse af lærerne i år, og det var temaet til sidste års forældremøder med oplæg ved Jens Andersen om inkluderende fællesskaber. Godt 16 procent af de lærertimer vi bruger i klasserne er støttefunktioner, og der regner vi ikke engang to-lærer-timer med, som jo også handler om at være gearet til at inkludere alle. Hvis forældre udefra ringer til Lisbeth, fordi de gerne vil slippe for inklusion i folkeskolen, får de at vide, at så er Kochs Skole ikke det rigtige valg. Tværtimod får vi en del elever, som folkeskolen ikke formår at tage ind i fællesskabet.

Så nej, et valg af Kochs Skole er ikke et nej til inklusion eller børn med udfordringer.

Så er der det med mangfoldigheden. Og der er det jo sådan (hvad man end mener om den sag), at skoler afspejler befolkningen i det område, de ligger i. På Tovshøjskolen i Gellerup er næsten 100 procent af eleverne tosprogede. På Risskov Skole går der fem procent tosprogede. På samme måde er der rigtig mange tosprogede elever på nogle privatskoler og meget få på andre. Gennemsnitligt er der nogenlunde ligeså stor en andel tosprogede elever på frie grundskoler som i folkeskolen. På Kochs Skole har vi ikke nogle eksakte tal på antallet af tosprogede elever. Vi søger om støtte til dansk som andetsprog til 24 elever i år. Men der er flere tosprogede elever på skolen, som ikke har det behov. Et uvidenskabeligt blik på klassebilledet af min søns klasse, 2.b, viser, at der er otte ud af 24 elever, der har en eller to forældre med et andet modersmål end dansk. Man kan altid diskutere, om det er få eller mange, men der er næppe grund til at tro, at en folkeskole med vores beliggenhed på Trøjborg ville have større kulturel og sproglig mangfoldighed.

Hvis vi kigger på det økonomiske ansvar for fællesskabet, så er faktum, at en folkeskoleelev hvert år koster statskassen små tyve tusinde kroner mere end en elev på en fri grundskole. Det skyldes ganske simpelt, at statstilskuddet til en elev på en fri grundskole er 29 procentpoint lavere end til en elev i grundskolen. Det betyder, at det frie valg koster os forældre nogle skolepenge – ud over, at vi bidrager ligeså meget til folkeskolen over skatten som alle andre.

Så nej, man bidrager ikke mindre økonomisk til samfundet ved at vælge en fri grundskole til sine børn. Tværtimod.

Men myterne lever og anvendes politisk til at skære ned i tilskuddet til frie skoler. På Kochs Skole får vi 18% mindre i tilskud (inflation medregnet) end for bare fem år siden. Det svarer til fem millioner mindre at lave skole for hvert år. Det har presset os til at skære det pædagogiske tilbud ned og sætte skolepengene op. Det er vi kede af, for vi vil gerne være et frit valg for alle, der deler vores værdier om fællesskab, kreativitet og mod. Vi vil gerne tage socialt ansvar. Men jo lavere statstilskuddet er, desto mere bliver privatskoler kun et valg for dem med penge. På den måde risikerer vi, at myterne bliver selvopfyldende, hvis ikke vi gør op med dem nu.

Til sidst: Hvis man (som i alle danske forældre) gør som man bør og vælger folkeskolen, kommer det til at koste statskassen mindst en milliard kroner hvert år.