Kochs Skole er byens største privatskole med plads til 580 elever, og med 150 år på bagen er vi også en af de ældste privatskoler i Aarhus. Det er et aktivt tilvalg for børn, forældre og ansatte at være en del af skolen, og vi forventer, at alle indgår i skolens fællesskaber og samarbejder omkring børnenes skolegang. På Kochs Skole er der plads til mangfoldighed i etnicitet, kultur og religion, således at skolen afspejler samfundet.  

En værdifuld skole

Kochs er en fri grundskole med klare værdier. At vælge skolen er et aktivt tilvalg. Vi forventer af vores forældre, at alle bidrager med det de kan. Det er f.eks. særlig vigtigt for både kulturen i klassen og kulturen på skolen, at der bliver bakket op om skolens arrangementer, der er i løbet af året. At få skolen og klasserne til at fungere optimalt stiller særlige krav til lærernes pædagogiske evner, til skole-hjem samarbejdet og til kommunikationen mellem lærere, børn og forældre.

I klasserne er der forældremøde to gange om året – i efteråret og i foråret. Forældre og lærere mødes ligeledes to gange om året og diskuterer barnets faglige og sociale udvikling.

I 0. klasse kommer klasselærerne og på 6. klassetrin kontaktlæreren på hjemmebesøg for netop at styrke samarbejdet mellem forældrene og klassens lærere.

På skolen er der tradition for, at klassens forældreråd arrangerer det for klassen ønskede antal fællesarrangementer i løbet af skoleåret. Arrangementerne har et socialt sigte og kan være alt fra at lave bål og bage snobrød til juleklip på skolen.

Ligeledes vurderes Kochs Skoles værdier, undervisningsformer, indholdsvalg, generelle omgangsformer m.m. til fulde at leve op til at overholde kravet om at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre. Ligeledes ønsker alle ansatte i ånd og handlinger at udvikle og styrke elevernes kendskab til respekt for grundlæggende frihedsmenneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

– Certificeret tilsynsførende Leif Vibild,
Cand. Pæd. Generel Pædagogik, Lektor i Pædagogik.
Fra tilsynsrapporten 2015-16

Skole-hjem samarbejdet

Vi har en god skole, og det har vi blandt andet, fordi vi stiller høje, men rimelige krav til skole-hjem-samarbejdet. Vi har en åben dialog om problemer og udfordringer på tværs af ledelse, ansatte, børn og forældre, og henvendelser adresseres hurtigt og ordentligt.

Forældre, børn og ansattes tilfredshed med skolen og skolens faglige og pædagogiske udvikling vil være tæt forbundet med, at vi løbende arbejder på at fastholde og forbedre kvaliteten af skole-hjem samarbejdet på Kochs. Kvalitet i dialogen mellem lærere og forældre har i denne forbindelse særlig stor betydning.

– Uddrag fra Spilleregler – for relationer mellem forældre, lærere og børn på Kochs Skole

Sådan skriver vi i vores ”Spilleregler – for relationer mellem forældre, lærere og børn på Kochs”. Spillereglerne er et sæt overordnede ”etiske spilleregler” for samarbejde mellem forældre, lærere og børn på skolen. Læs mere om spillereglerne her.

Vi vil gerne afspejle det samfund vi lever i

Vores børn og vi er en del af samfundet, og vi ønsker derfor, at de i deres skole møder den mangfoldighed, der findes i forhold til etnicitet, kultur m.m. Børnene på Kochs Skole kommer fra en bred vifte af forskellige kulturer, og vi tilstræber at inddrage de muligheder og ressourcer, der ligger i diversiteten. Vi har gode erfaringer med f.eks. at invitere forældre eller bedsteforældre til at komme og fortælle om egen skolegang, til at lave mad sammen med børnene og give et indblik i, hvordan det har været at vokse op i en anden kultur.

Religion optræder ikke som et selvstændigt fag på skolen, men som en del af andre fag. I forhold til kristendom som selvstændigt fag, har vi valgt at gøre brug af privatskolernes mulighed for at fravælge dette fag. Valg af tro er en privatsag og ikke en del af skolens grundlag.