Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, forælder og medlem af Fællesbestyrelsen, 22.05.13

Rigtig meget af det vi diskuterer i bestyrelsen handler om økonomi. Og rigtig meget af det vi diskuterer handler om, hvad det er for en skole, vi ønsker, at N. Kochs Skole skal være. Når økonomien halter, kan det være nødvendigt at skære ned på forbruget. Uanset hvordan man vender og drejer besparelser, vil de altid have konsekvenser. Men hvornår sparer vi på noget, som betyder, at vi rykker os væk fra at være den skole, vi gerne vil være?

En af de ting, som vi bestyrelsen har vendt flere gange er vores lejrskoler. Det er ressourcekrævende med de mange og lange lejrskoler. Men netop lejrskolerne er også noget af det, som i høj grad er med til at tegne skolen. Børnene ser frem til turen og taler om den både længe før de skal af sted og længe efter de er kommet hjem. Det er en tur, der betyder noget for samværet i klassen. Her er tid til bare at være sammen – længe og uden en stram agenda.

Hvad lejrskolen er værd er svært at gøre op i kroner og ører. Men spørger man børnene er der ingen tvivl – den er det hele værd og er absolut uundværlig! Som forældre er det også den oplevelse man får, når hele etagen summer af energi og forventningsfulde børn, der med armene fulde af telte, kager, dolke, vandpistoler og bamser er klar til at rykke med vennerne ud i landet.

Det er derfor vigtigt, at vi også i fremtiden værner om det, der gør N. Kochs Skole til den skole, vi ønsker. Og bliver ved med at diskutere, hvad det så er for en skole. Men for nu er der ingen tvivl – N. Kochs Skole er en skole med mange og lange lejrskoler.