Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, forælder og medlem af Fællesbestyrelsen, 18.11.12

På Train oplever man værdien af musikskolen og i hvor høj grad netop den er med til at definere N. Kochs Skole

Klaver, guitar, sang, mikrofoner, trommer, forventningsfulde børn og stolte forældre var der masser af til den årlige musikskolekoncert på Train i dag. Det er fuldstændig fantastisk at opleve energien og glæden, når børnene får mulighed for at optræde med det, de har øvet sig på rigtig længe. Og så på en rigtig scene med rigtigt scenelys og et helt rigtigt og levende publikum, der leverer masser af klap og hujen på de helt rigtige steder. Den slags oplevelser er med til at gøre Kochs Skole til netop Kochs Skole.

En stærk musikskole med en masse gode tilbud, der gør noget ud af at vise, hvad børnene har lært. Musikskolen er vigtig – lige som vårmarked, skolefest, lejrskole og alt det andet der til sammen skaber en god skole for vores børn. Som Lisbeth tidligere har skrevet på bloggen, og som Palle også fremlagde i sin økonomioversigt på årsmødet, er tilskuddet til de frie skoler faldet i de seneste år. Det betyder, at vi ikke har de samme penge at lave skole for, som vi havde tidligere. Skolepengene er ekstraordinært blevet hævet, men det er desværre ikke helt nok. Derfor har vi i bestyrelsen brugt rigtig meget tid på at diskutere, hvordan vi kan få økonomien til at hænge sammen med det skoletilbud, som vi gerne vil skabe for børnene.

Vi har hele tiden været fast besluttet på, at besparelserne ikke måtte ramme det pædagogiske tilbud. Det skulle altså være besparelser, som ikke kommer til at berøre børnenes hverdag. Derfor har vi også diskuteret, hvad det er for aktiviteter, der er med til at definere Kochs Skole og som vi meget nødig vil have i spil, når der skal findes besparelser. Derfor bliver man også så glad, når man på Train oplever værdien af musikskolen og i hvor høj grad netop den er med til at definere N. Kochs Skole.

Tak for en rigtig dejlig dag.