Vi er ikke en kokke-skole, men en “lejr-skole”.
På Kochs Skole prioriteres lejrture højt, da vi mener, at det intensive samvær styrker relationerne og dermed børnenes trivsel. Alle vores klasser er på lejrtur én gang om året; indtil 8. klasse i Danmark og i 9. og 10. klasse i udlandet, dvs. i løbet af 10 års skolegang på Kochs Skole kommer børnene på 10 lejrskoler.
Alle de pædagogiske værdier og formålet med turene er stort set de samme som i emneugerne hjemme på skolen. Den største forskel er, at vi er ude af huset, kommer væk hjemmefra og at oplevelse og fællesskab i særlig høj grad står i centrum, når vi er på lejr.
Lejrskolerne kan have vidt forskellig karakter. I 0.-2.klasse prioriterer vi, at de tre klasser er afsted sammen, fordi det er rart at være flere voksne omkring børnene og de store er gode til at hjælpe de mindste til rette, og fordi det styrker fællesskabet på Lille. I de ældre klasser kan der være temalejr, hvor der er større fokus på et fagligt indhold og målsætning. På hyttelejr opdeles klassen i mindre bo-enheder med fokus på samarbejde, at indordne sig efter hinanden, lave budget og få økonomien til at slå til og udvise ansvarlighed overfor gruppen.
I løbet af hele skolelivet på Kochs Skole sættes der gennem skolepengene et beløb af til den store udenlandsrejse på 9. årgang. Dette beløb suppleres med de penge, årgangen har tjent i slutningen af 8. årgang som arrangører af skolens Vårmarked.